• Topadvokaten Nicolai Dyhrs nedtur har været brutal. Nu risikerer han et millionkrav

    来源: BDK Finans / 18 11月 2024 00:45:13   America/New_York

    Nedturen har tilsyneladende ingen ende for 51-årige Nicolai Dyhr, der i mange år var en af landets mest profilerede konkursadvokater. I foråret blev han kylet på porten af advokathuset Horten, efter at han i TV 2-dokumentaren »Den sorte svane« for skjult kamera erklærede sig villig til at se gennem fingre med svindel i et konkursbo, hvor han var udpeget som kurator. Hurtigt efter blev han afsat som kurator i over 50 konkurssager og erstattet af andre advokater, der efterfølgende har gransket hans arbejde. I den proces er et opsigtsvækkende forhold dukket op til overfladen: Tilbage i december 2020 solgte Nicolai Dyhr som kurator resterne af det konkursramte skirejsebureau Skinetworks til et andet rejsebureau, Primo Tours, for en pris på 30,5 millioner kroner. Men Berlingske har fået adgang til retsdokumenter, der viser, at et langt højere bud lå på bordet. En af Primo Tours’ konkurrenter – Ski Group – havde således budt 42,2 millioner kroner og forsøgte sågar at hæve buddet til 55 millioner kroner. Det blev dog afvist af Nicolai Dyhr, der ellers flere gange havde understreget, at hans fokus var »at sikre den størst mulige salgspris« til de tabsramte kreditorer. Sagen skal i denne uge behandles i Østre Landsret, hvor Ski Group har rejst krav om erstatning. Selskabet mener, at Nicolai Dyhr har »favoriseret« Primo Tours. Samtidig undersøger den nye kurator i konkursboet efter Skinetworks, Henrik Selchau Poulsen fra advokatfirmaet Bruun & Hjejle, om sagen skal have yderligere konsekvenser. »Henrik Selchau Poulsen har påbegyndt undersøgelse af, om den gennemførte virksomhedsoverdragelse har medført tab for konkursboet, og om der i så fald er grundlag for at rejse et erstatningsansvarskrav mod tidligere kurator, advokat Nicolai Dyhr,« står der i en nylig redegørelse fra kuratoren. Berlingske har spurgt Nicolai Dyhr, hvorfor han valgte at sælge det konkursramte selskab til Primo Tours for 30,5 millioner kroner, når der var et markant højere bud. »Jeg har ingen bemærkninger,« svarer Dyhr i en sms. Hans dengang tætte kollega Line Brokholm – der i sidste uge blev fyret som partner i Horten – var også med til at behandle sagen om Skinetworks. Hun har ikke svaret på Berlingskes henvendelser. »Meget utilfredsstillende« Mens Nicolai Dyhr og Line Brokholm er tavse om sagen, forholder det sig anderledes hos Rejsegarantifonden. Fonden var – sammen med Sydbank – den klart største kreditor i konkursboet efter Skinetworks og havde derfor en stærk interesse i en høj salgspris. »Vi var af den opfattelse, at Primo Tours’ bud var det højeste, der var afgivet inden den fastsatte deadline, og at kurator derfor måtte acceptere dette bud,« skriver Birgitte Fjeldhoff, direktør i Rejsegarantifonden, i en mail til Berlingske. »Hvis der ikke blev solgt til højestbydende på de konditioner, der var aftalt for budafgivning, er det meget utilfredsstillende,« tilføjer hun. Den anden store kreditor, Sydbank, har ikke ønsket at kommentere sagen. Men ganske opsigtsvækkende er vinderen af budrunden, Primo Tours, blevet efterladt med samme indtryk som Rejsegarantifonden. »Vi fik den forklaring, at vi inden for fristen for budrunden gav det højeste bud på aktiverne,« skriver Kasper Tangsig, rejsebureauets chef for PR og marketing, i en mail til Berlingske. Hævede sit bud I kølvandet på handlen med resterne af Skinetworks valgte Ski Group – der altså havde det højeste bud – at indbringe sagen for Sø- og Handelsretten. Selskabet mente således, at Nicolai Dyhr havde faciliteret en skueproces, hvor vinderen var udpeget på forhånd. »Kurator favoriserede Primo Tours,« skrev Ski Groups advokat, Jan Snogdal fra firmaet DLA Piper, til retten. Han krævede derfor, at konkursboet efter Skinetworks skulle erstatte de 360.000 kroner, som Snogdal havde faktureret sin klient for arbejdet med det afviste bud. Sagen blev behandlet i december 2023, og retsdokumenterne viser, at salget af Skinetworks tre år tidligere havde været en hektisk affære. Skirejsebureauet gik konkurs 27. november 2020, hvor Nicolai Dyhr blev udpeget som kurator, og han satte straks gang i en budproces, hvor aktiverne skulle sælges. Hurtigt meldte advokat Jan Snogdal sin klient Ski Group på banen som køber. Men han udtrykte fra start bekymring for, at der ikke ville blive tale om en fair proces. »Vi forsøger blot at opnå den højest mulige pris til kreditorerne,« svarede Nicolai Dyhr i en mail. Flere andre bød sig til, men kampen endte med at stå mellem netop Ski Group og Primo Tours, der begge har hjemme i Ringkøbing. »De ligger meget tæt på hinanden,« skrev Nicolai Dyhr 2. december 2020 i en mail til de to største kreditorer, Sydbank og Rejsegarantifonden. Han henviste til, at de to mulige købere på det tidspunkt begge havde lagt et tilbud på omkring 30 millioner kroner på bordet. Men natten til 3. december, hvor det hele skulle afgøres, satte Ski Group trumf på. »For at fjerne en mulig indvending om, at nogen har budt mere, vælger min klient at tilbyde en forhøjelse af sit bud,« skrev advokat Jan Snogdal i en mail til Nicolai Dyhr og hævede Ski Groups bud til 42,2 millioner kroner. »Et helt vanvittigt forløb« Det nye bud var næsten 12 millioner kroner højere end Primo Tours’, men alligevel bed Nicolai Dyhr ikke umiddelbart på. »Vi har ingen aftale. Det skal forelægges for boets hovedkreditorer,« svarede han. Få timer senere meddelte kuratoren, at han havde truffet sit valg: »Jeg skal hermed meddele, at virksomheden er solgt til anden side,« skrev han i en mail til Jan Snogdal. Den besked faldt bestemt ikke i god jord. »Hvordan kan der komme et bedre bud, medmindre du sidder og deler med en anden potentiel byder, som er i baghånd? (...) Det er et helt vanvittig forløb, du har budt min klient, så du skylder, at jeg kan give min klient en chance for at gå over. Hvis du ikke giver min klient chancen, kan du have påført kreditorerne et tab,« skrev Jan Snogdal til kuratoren. Et kvarter senere fulgte Snogdal op med en ny mail. »Min klient forhøjer sit bud til kroner 55.000.000. Bekræft venligst straks modtagelse af buddet.« Men der var ikke noget at gøre: Nicolai Dyhr havde solgt resterne af Skinetworks til Primo Tours for 30,5 millioner kroner. Afviser forklaring Da erstatningssagen tre år senere kørte i Sø- og Handelsretten, forklarede Nicolai Dyhr, at han »gerne ville sælge til advokat Snogdals klient, men det ville hovedkreditorerne ikke.« Dyhr forklarede i retten, at han fik indtryk af, at »Rejsegarantifonden ikke ønskede at sælge til advokat Snogdals klient (Ski Group), fordi Rejsegarantifonden ikke troede, at advokat Snogdals klient var økonomisk stærk nok,« fremgår det af sagens dokumenter. Men det afviser Rejsegarantifondens direktør, Birgitte Fjeldhoff, i dag. »Det er ikke korrekt,« skriver hun i en mail. Har du eller andre i Rejsegarantifonden sagt til Nicolai Dyhr, at I ønskede et salg til Primo Tours, selvom selskabet ikke havde det højeste bud? »Nej. Rejsegarantifonden fastslog fra starten af processen, at vi ønskede aktiverne solgt i en transparent proces til den højest mulige pris,« skriver Birgitte Fjeldhoff. Nicolai Dyhr har ikke ønsket at kommentere hendes udtalelser. I sin afgørelse slog Sø- og Handelsretten fast, at Nicolai Dyhr som kurator af hensyn til kreditorerne »havde pligt til at sikre det bedst mulige salg af boets aktiver«. Alligevel faldt sagen ud til Dyhrs og konkursboets side, fordi retten ikke fandt det »godtgjort«, at han havde kørt en skueproces, der var afgjort på forhånd. »Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at kurator, advokat Nicolai Dyhr, i sin kommunikation med advokat Jan Snogdal ikke afgav nogen direkte accept af Ski Groups købstilbud,« skrev retten i sin afgørelse. Sagen er imidlertid anket til Østre Landsret, hvor den skal behandles mandag 18. november. Hverken Ski Group eller selskabets advokat, Jan Snogdal, ønsker at kommentere sagen på nuværende tidspunkt. Nicolai Dyhrs nu tidligere arbejdsgiver, Horten, har heller ikke ønsket at udtale sig. https://www.berlingske.dk/virksomheder/topadvokaten-nicolai-dyhrs-nedtur-har-vaeret-brutal-nu-risikerer-han
分享